Hos Jagger laves der en af Københavns bedste burgere. Her er tale om fastfood-deluxe, der har fået folkene fra URBANguide til at vende tilbage til samme burgerbar flere gange i træk. Det er uhørt blandt nysgerrige madanmeldere, der helst vil smage på hele byen på én og samme dag. Men når du først har prøvet en menu hos Jaggers, er tilbagevendingsgarantien 100%.
Da vi ankommer til Jagger på Istedgade bemærker først og fremmest stedets popularitet i form af en kødrand af mennesker.
Vi svinger ind ad døren og bevæger os igennem restauranten, der med sin indretning af fastmonterede langborde og høje smid-selv-ud-skraldespande umiddelbart lever op til forventningerne omkring fastfood-konceptet – netop som Rasmus Oubæk havde lovet det. De oplyste menuer på bagvæggen giver os ligeledes associationer til burgersteder, hvor maden smager af friturestegt pap og giver én en følelse af at være en brumbasse kort efter, at maden har lagt sig.
Men vi skal nok love for, at skinnet i den grad bedrager.
Vi bestiller den helt store menu, så vi kan få smagt på hele herligheden. Vi får vores bakke med mad, som er indpakket i engangsservice, og kigger lidt mistroisk på flamingoboksene og så hinanden.
Vi starter med at dykke ned i pomfritterne, der er brandvarme, perfekt saltede og knaser så englene synger. Vi smager på de forskellige dyppelser, hvor især bearnaisen er helt eminent.
Vi styrer os for ikke at spise alle pomfritterne i ét snuptag og går så over til kronen på værket – burgeren.
En lækker, sød burgerbolle, der har overlevet nutidens moderne sundhedsprofetier, er det første der møder ganen. En burgerbolle, der er lige præcis som en burgerbolle skal være.
En suverænt grillet bøf, som smager helt uforståelig godt taget restaurantens koncept i betragtning, giver os julelys i øjnene. Til at fuldende smagen følger der en cremet blød ost og lækker smørelse.
Vi kigger chokeret på hinanden og tør næsten ikke sige højt, hvad vi alle sammen tænker – nemlig at vi lige pt. sidder og gnasker i en af Københavns bedste burgere.
Resten af måltidet foregår i ophøjet ro. Der bliver ikke talt, men smagt.
Smagt på fritter, cheeseburger-bacon, fried-chicken-burger, mayo, chipotle-mayo, triple-cheese-mayo, bearnaise og milkshakes, der giver os kuldegysninger.
Uanset, hvor meget burgerhumør du end måtte være i, kan vi garantere, at Jagger burger giver dig fuld tilfredshed for pengene.
Vi fra URBANguide kan hvert fald på det kraftigste anbefale et besøg hos Jagger.
Læs mere om Jagger og resten af vores top 10 burgere her.