En køkkenchef, der har arbejdet med Michelin-mad og street food. En restaurantchef, der forstår sig på grand cru’er og betjening i øjenhøjde. Et menukort, der byder på gourmetoplevelser og hverdagspriser. Jo, der er masser af kontraster på spil hos Restaurant G, som ligger lige på grænsen mellem pulserende Vesterbro og det spirende Carlsbergkvarter. Kontrasterne er nøje planlagt, for de dygtige folk bag spisestedet ved, at det er i mødet mellem høj og lav, mellem kogekunst og hverdagsretter, mellem gourmet og gademad, at magien opstår. Det er den slags magi, der får folk til at tale, og gæsterne til at sprede ordet. Derfor er det intet under, at Restaurant G har haft hele 4.000 gæster gennem døren på blot fire måneder siden åbningen.
Hård udenpå og blød indeni:
Det er restaurantchef Sergio Loguercio, som stolt beretter om de flotte gæstetal, da UrbanGuide lægger vejen forbi det lille og stilfuldt indrettede spisested en råkold eftermiddag i starten april for at høre nærmere om, hvad der har gjort Restaurant G til en veritabel komet på den københavnske spisescene på rekordtid. ”De bliver overraskede over kvaliteten af maden til prisen,” udbryder køkkenchef Pappe Speiser, der har overhørt samtalen og kommer ned ad trappen fra køkkenet med et lysende smil. Med sine mange tatoveringer ligner han en hård fyr, men i det øjeblik, Pappe åbner munden, er det et mildt væsen med nemt til latter, der træder frem. En køkkenchef anno 2018: Hård udenpå og blød indeni. Præcis som den mad, han skaber: Rene linjer og skarpe udtryk, men med fløjsbløde nuancer og komplekse smagskombinationer, der åbenbarer sig, når gæsterne sætter kniven og gaflen i lækkerierne på tallerkenen.
3 retter, 5 retter eller frit valg:
Køkkenet på Restaurant G styres af sæsonernes skiften, og det er ikke usædvanligt, at enkelte elementer på retterne ændres fra dag til dag i takt med råvareudbuddet og køkkenchefens kreative indfald. Derfor er der også god grund til at kaste sig ud i en af husets menuer, hvor 3 retter fås for 275 kr., mens en 5-retters gourmetoplevelse står i så lidt som 425 kr. Rørende priser, som normalt kun kan findes på byens mellemklasserestauranter. Her er vi uden tvivl et niveau over på kvalitetskontoen. Vil du som gæst hellere selv sammenstykke din menu, kan du gå på opdagelse i et à la carte-kort, der bugner af dekadente råvarer som f.eks. kammuslinger, foie gras, oksemørbrad, andebryst, crème brûlée og ”luft af syrlige bær.” (Så er tonen ligesom slået an!) Forretter står i 85 kr., hovedretter ligger til 175 kr. stykket og desserter fås for blot 55 kr.
En hemmelighed, der ikke kan holdes længe:
Her på redaktionen kan vi kun anbefale at lægge vejen forbi Restaurant G hellere før end senere. For hvis der er én ting, der er sikkert, så er det, at velbevarede restauranthemmeligheder hurtigt afsløres i Kongens København. Indrømmet, vi bidrager selv til “afsløringen”, men vi kan simpelthen ikke lade være – så godt er det! Se videoen herunder, hvor jeg som UrbanGuide’s udsendte har forsøgt at fange lidt af madmagien fra Restaurant G på godt og vel et minut:
Hvad: Restaurant G
Hvor: Ny Carlsbergvej 38, 1760 København V
Hvornår: Tirsdag til lørdag kl. 16-23
Hvordan: www.restaurant-g.dk / tlf. 50 10 23 18 / info@restaurant-g.dk
Her har du lige nu mulighed for at prøve Restaurant G til en fantastisk pris: 5 retters menu til 249,- (Normalpris: 455)