Det forlød sig, at en af URBANguides journalister aldrig havde besøgt den franske familiebistro Mon Amour. Vi har netop igangsat endnu et fuldstændig fantastisk tilbud på gavekort til netop den prisbelønnede Mon Amour, så det var oplagt at sende den pågældende journalist plus kompagnon ind for at teste maden hos den franske ’Byens Bedste’ vinder. Du kan læse resultatet herunder.
Allerede når man træder ind over dørtrinnet, bliver man overvældet af hygge og varme af de tændte stearinlys på alle bordene og den afslappede, men hyggelige indretning. Der er ingen skarpe og vinkelrette linjer, med derimod rustikke træborde, lidt afskallede metalstole med bløde puder og vinflasker i vinduerne. En perfekt hule at bevæge sig ind i på en kølig oktober tirsdag!
Nicholas er Mon Amous franske ejer, og han har sammen med sin kone startet spisestedet på Skindergade i midten af København. Denne tirsdag aften lister han rundt blandt gæsterne, serverer mad, skænker vin og sørger for, at alle har det godt, side om side med Frederic og Christian, der begge er en del af hans familie.
Selvom det var en almindelig hverdagsaften, lød bestillingen naturligvis på både forret, hovedret og dessert – det er man jo nødt til, hvis man skal kunne udtale sig om kvaliteten generelt!
Den stod selvfølgelig på franske klassikere hele vejen igennem, så lynstegt tun med avokadocreme og petite moules var første retter på bordet. Den lynstegte tun var perfekt rå i midten og vendt i sprøde, salte kerner, og selvom der var rigeligt på tallerkenen, røg alle tre stykker tun ned. Det samme var gældende for muslingerne, der kom dampende ind i en rustik gryde, og selv suppen blev nydt til sidste dråbe.
Måltidets hovedretter blev en klassisk moules frites og escalope de veau. Til dem hvis franske (også) er lidt støvet: Muslinger med fritter og kalvefilet i svampesauce. Moules frites var en deluxe udgave af petite moules-forretten – altså en større portion og med sprøde fritter til, og den har vi jo allerede snakket om var fantastisk. Kalvekødet var mørt, og svampesaucen var en af de slags, der bare smager af mere.
Måltidet sluttede af med profiteroles og citrontærte med maregns og dertil et glas skønne bobler. Nicholas kom forbi bordet og fortalte, at Frederic ud over at være tjener, laver alle Mon Amours desserter. Desserterne fra hans erfarne konditorhånd har ingen begynderfejl. Med over 35 års erfaring som konditor, først i Paris og senere verden over som kagemager for den eksklusive rejseklub ’Club Med’, har Frederic lavet flere søde mirakler end de fleste, og det kan smages. Citrontærten var syrlig og sød på samme tid, bunden var sprød og maregns på toppen gjorde den til en fryd for øjet. Profiteroles, eller vandbakkelser med vaniljeis og chokoladesovs, smagte syndigt og himmelsk på den helt rigtige måde.
Efter sådan et måltid var der ikke plads en eneste dråbe eller krumme mere, og det var tid til at sige tak for i aften til Mon Amour. Den hyggelige indretning, den klassiske mad, de gode historier og franske gloser fra køkkenet – det hele oser af autenticitet hos Mon Amour, og det kan man sgu ikke få nok af.
Tak for mad.
Hvor: Skindergade 18
Hjemmeside: www.mon-amour.dk
Kontakt: + 45 2477 0775