På redaktionen er vi ovenud stolte når danske madentreprenører bliver hædret i udlandet.
I efteråret høstede Claus Meyer en michelinstjerne for sin newyorker restaurant Agern, og for nogle uger siden blev vores yndlings-burgerjoint Gasoline Grill udnævnt til at være verdens 27. bedste burger – og minsandten om vi ikke også kan være med, når det gælder pizza.
I sidste uge kårede den engelske avis The Guardian BÆST til verdens 8. bedste pizza, og det skal lige nævnes at Italien naturligvis satte sig på over halvdelen af pladserne på listen.
Det er ikke første gang BÆST bliver anerkendt af The Guardians pizza guru Daniel Young, sidste år kårede han BÆST til nr. 14 i sin bog “Where to Eat Pizza: The Experts’ Guide to the Best Pizza Places in the World.” At BÆST nu er bevæget sig endnu højere op i pizzaens absolutte superliga, mener restaurantchef Christian F. Puglisi kan skyldes et konstant fokus på at forbedre kvaliteten:
”Efter at vi sidste år blev kåret som verdens 14. bedste pizza, er vi er super glade for at se at vi stadig får anerkendelse for det arbejde vi gør. Sidste år satsede vi stort ved at investere i vores egne køer for at hæve kvaliteten yderligere – og det virker og vi får allerede god feedback på det.”
Det unikke ved BÆST’s pizzaer er, at dejen laves af en blanding af lokalt og italiensk stenformalet mel som er surdejsgæret og indeholder lokale signaturer som for eksempel rosenkål og fedtegrever.
De kompromisløse pizzaer bages ved 500 graders varme i en træfyret brændeovn fra Napoli og er kun tilsat de allerbedste råvarer. BÆST ligger også på nr. 1 på vores Top 10 over prisvenlige restauranter – læs mere her!