Din kulinariske jordomrejse starter ved Søerne, bag Sortedam Dosseringens frodige kastanjetræer i Café Livingstones eklektiske
køkken
– Dr. Livingstone, I presume?
Nej, globetrotteren bag Café Livingstone ved Søerne hedder Jostein Haugum. Siden Jostein var en bette knejt i korte bukser har han hjembragt alskens smukke, skæve og sjældne souvenirs fra sine rejser under fremmede himmelstrøg. En passion, som ikke kun Josteins nærmeste, men alle Café Livingstones gæster nyder godt af i dag.
Køkkenamuletter i sten fra Bali og små, hæklede bekymringsdukker fra Guatemala er blot et lille udpluk af de mange spændende fund, som kan erhverves i Café Livingstones skattekammer ved Søerne.
– Vi har sågar en indonesisk lampeskærm af metalringe, der er så populær, at én af vores gæster uden blusel har afmonteret og neglet den fra caféens das, ler Jostein, trækker på skuldrene og ligner på alle måder en overskudsmand med egen bekymringsdukke i baglommen.
Se butikken herpå: https://www.cafelivingstone.dk/shop
Jorden rundt på 80 bidder
Det er dog ikke kun sulten efter unikke indslag til hjemmet, man får stillet på Café Livingstone, men især længslen efter mundgodt. Siden Caféen Livingstone slog dørene op for knap tre år siden er folk valfartet til smørhullet ved Søerne for at få en bid af verdenskøkkenet. Menuen er en kulinarisk smeltedigel, hvor aftenmenuen på 4 til 6 retter, transporterer smagsløgene fra Italien (carpaccio) over Indien (daal) for at ende rejsen blidt i kærlighedens by – Paris (gateau marcel). En jordomrejse, der vel at mærke ikke koster spidsen af en jetjager, men hvor ‘billetten’ kan indløses fra kun et par hundrede kroner.
– Vi vil gerne omfavne verdens mangfoldighed, siger Jostein om sin oase. Knudepunktet bag Sortedam Dosseringens frodige kastanjetræer, hvor verdenshjørnerne mødes fra efterårssolskinnet over søerne.
Lige nu har du mulighed for at prøve den kulinariske rejse med 4- eller 6-retters valgfri menu til en skarp pris. Kampagnen kan købes i vores URBANshop ved at trykke HER