Maj – juli 2018: Østerbro er Københavns mondæne bydel med grønne områder, bredde boulevarder og en stærk tiltrækningkraft på de københavnske børnefamilier.
Selvom Østerbro er den pæne dreng i klassen, er det ikke ensbetydende med, at bydelen er kedelig – tværtimod. Østerbro gemmer nemlig på en masse både hyggelige, festlige og børnevenlige caféer.
Nedenfor har vi samlet redaktionens 10 yndlingscaféer på Østerbro.
1.
- Her skal du tage hen hvis: Du ønsker at prøve en vegansk café med smagfulde retter i forklædning.
- Hvor: Melchiors Pl. 3, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 20 kr.
- Hvornår: Mandag til onsdag kl. 10-21.30, torsdag og fredag kl. 10-22, lørdag kl. 09-22 og søndag kl. 09-20.30
- Kontakt: soulscph.dk
Redaktionen:
Cashew yoghurt, BBQ seitan burger og coconut latte er blot nogle af de bæredygtige tiltag, populære Souls byder på. På bare ganske kort tid har den veganske café taget københavnernes grønne hjerter med storm og tilmed overrasket selv habile kødentusiaster og mælkeglade mænd. Selve indretningen har en australsk surfervibe over sig med pallebeklædte vægge, glødende elpærer og grønne planter. Du kan med god samvittighed nyde både morgenmad, frokost eller aftensmad og skylle lækkerierne ned med en god kop kaffe eller en af deres friske og hjemmelavede smoothies og lemonader. Svinger du forbi pladsen om aftenen vil du tilmed kunne sidde udenfor under oplyste lanterner og hyggelige lyskæder.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til fotogen, økologisk mad og selvfølgelig pocheret æg.
- Hvor: Århusgade 78, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 45 kr.
- Hvornår: Mandag til søndag kl. 09-17.
- Kontakt: baryl.dk
Redaktionen:
Sidste år blev østerbrogenserne begavet med en særlig morgenmadsdarling, der valgte at rykke teltpælene op på Griffenfeldsgade på Nørrebro til fordel for større lokaler i det hippe Århusgadekvarter på Østerbro. En åbning til stor glæde for madører med en forkærlighed for pocheret æg, som stedet blandt andet er kendt for. På menukortet finder du få sammensatte morgenmads- og frokosttallerkner, en burger med confiteret and eller varmrøget laks, den ikoniske avokadomad og chiagrød med soya flødeskum. For at toppe den ekstra cremede følelse, serverer stedet selvfølgelig også et varierende udbud af veganske cheesecakes og energigivende latter i regnbuens farver.
- Her skal du tage hen hvis: Du har lyst til at smage på mad og drikke med inspiration fra hele verden og samtidig nyde udsigten over Søerne.
- Hvor: Sortedam Dossering 81, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 25 kr.
- Hvornår: Mandag til torsdag kl. 09-22, fredag og lørdag kl. 09-24, søndag kl. 09-21.
- Kontakt: cafelivingstone.dk
Redaktionen:
På Østerbro med udsigt til Søerne, ligger dette lille åndehul med pariser fortovsstemning og masser af smag. Stedet er muligvis bedst kendt for deres byg-selv-brunch, men byder også på et udbud af lækre aftenretter inspireret af forskellige steder rundt om i verden. Til den tørre hals kan du blandt andet nyde naturfrisk brus, te fra fjerne egne og kaffe på bønner hentet hjem direkte fra Guatemalas højland. Stedets ejer Jostein Haugum er ikke kun glad for mad, men er også en ivrig eventyrer, hvilket ikke kun afspejles i maden, men også også i stedets indretning, der byder på masser af sjæl og spændende ting fra alverdens rejser. Du kan sågar købe et stykke af den hyggelige stemning med hjem fra caféens salgsreol, der blandt andet byder på hånddrejet keramik fra Bali og kaffen, som du netop har drukket.
- Her skal du tage hen hvis: Du ønsker at klare vasketøjet over blåbærpandekager og burgere.
- Hvor: Århusgade 38, 2100 København
- Prisniveau: Fra 22 kr.
- Hvornår: Mandag til søndag kl. 09-21.
- Kontakt: thelaundromatcafe.com
Redaktionen:
The Laundromat Café har knækket koden til den perfekte housing-pleasure-balance. Foruden at lange lækre drikke, burgere, salater og søde blåbærpandekager over disken, tilbyder den mindre kæde nemlig også, at du kan få klaret en af de kedeligste huslige pligter samtidig – nemlig at få vasket tøj. Til dig, der har brugt adskillige timer i en dårlig stol på et klinisk koldt vaskeri ved, hvor træg netop dén pligt kan være. Foruden at være kombineret café og vaskeri, er The Laundromat Café også særdeles børnevenlig med en hel legeafdeling dedikeret til de små poder. Hvis du derimod er studerende kan du også sagtens svinge forbi i dagstimerne og nyde arbejdssummen med din bærbare sammen med resten af det hårdtarbejdende folk.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til fortovshygge, franskinspireret mad og muligheden for at svinge skørterne til den lyse morgen.
- Hvor: Løgstørgade 8, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 30 kr.
- Hvornår: Mandag til onsdag kl. 09-24, torsdag kl. 09-01, fredag kl. 09-05, lørdag kl. 10-05, søndag kl. 10-23.
- Kontakt: cafebopa.dk
Redaktionen:
Midt på Bopa Plads på Østerbro ligger Café Bopa og troner. Hvis du skulle undre dig over navnet, stammer det fra modstandsgruppen BOrgerlige PArtisaner, som under anden verdenskrig kæmpede mod tyskerne. I dag er alvoren dog blevet erstattet af sjov og ballade samt lidt til maven, herunder den legendariske morgenbuffet til blot 45 kr. I dagtimerne over sommeren, er pladsen foran caféen en populær solskinsplet. Her sidder nybagte mødre og nyder læskende lemonade, unge fyre slubrer duggede fadøl i sig og venindegrupper henter den ene sprælske spritz efter den anden, inden de trækker ind under diskokuglens skær, der hver weekend drysser dansende lyspletter over de skrå brædder.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til Vesterbro-stemning på Østerbro og hærderlige portioner med mulighed for at kridte danseskoene senere på aftenen.
- Hvor: Løgstørgade 2, 2100 København
- Prisniveau: Fra 15 kr.
- Hvornår: Mandag til onsdag kl. 08-23, torsdag kl. 08-24, fredag og lørdag kl. 09-03.30, søndag kl. 09-22.
- Kontakt: cafepixie.dk
Redaktionen:
Side om side med listens femteplads ligger caféen, der deler navn med de populære børnebøger i håndstørrelse. Café Pixie, der er en del af det populære mini-imperium, som også tæller de velkendte nørrebrocaféer som Taxa og Auto, byder på klassisk cafémad, velskænkede pitchers og mulighed for at svinge de brogede hofter til midt nat.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til vindueskiggeri, overdådige cheesecakes og hyggelig rummelighed.
- Hvor: Nordre Frihavnsgade 81, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 22 kr.
- Hvornår: Mandag til søndag kl. 08-21.
- Kontakt: moccakaffebar.dk
Redaktionen:
Fra Danske Bank filal til 300 kvadratmeter koselig kaffebar midt på hjørnet af Nordre Frihavnsgade og Strandboulevarden. Her er der rig mulighed for at kigge ud på det travle folk gennem caféens store ruder, mens du nyder en eller flere af de gængse udgaver af kaffe; fra cortado og filterkaffe til chokomocca og espresso. Hvis du er mere til de vitaminholdige drikke, finder du også et imponerende udvalg af velsmagende juice og shakes. Melder sulten sig, kan du sætte tænderne i en tunsandwich eller ledsage vindueskiggeriet af caféens hjemmelavede cheesecakes med blandt andet oreo, bounty eller after eight.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til kombinationen af antikvariske kunstbøger, lyrik og økologisk kaffe.
- Hvor: Østerbrogade 222, 2100 København Ø
- Prisniveau: Moderat.
- Hvornår: Mandag til søndag kl. 10-18.
- Kontakt: Tlf. 26 17 12 50.
Redaktionen:
Salonen på travle Østerbrogade er mere end en kop økologisk kaffe. Med tætpakkede bøger i bogreolen og nutidskunst udstillet på væggene, har indehaveren Annemette Albrectsen forsøgt at skabe et lille kulturelt åndehul, hvor man kan mødes over en kop økologisk kaffe og smørrebrød eller til et af de ugentlige arrangementer, der byder på alt fra akustiske koncerter og filmforevisninger til litteraturoplæsninger, politiske debatter og kunstsamtaler.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til lokal caféhygge med fokus på gode råvarer og et uprætentiøst køkken.
- Hvor: Ryesgade 76, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 18 kr.
- Hvornår: Mandag til tordag kl. 09-24, fredag kl. 09-01, lørdag kl. 10-01, søndag kl. 10-18.
- Kontakt: laesquina.dk
Redaktionen:
La Esquina har, som navnet antyder, fundet plads på et hjørne og er allerede blevet et fast tilholdssted for beboere i Ryesgadekvarteret. På hverdage er der frisktrykte aviser og lune croissanter til din sorte kaffe og om aftenen kan du parkere arbejde og huslige pligter til fordel for enkle, men smagfulde, varme retter som jordskokkesuppe, røvermos og kornotto samt nøje udvalgte vine. Uanset hvad tid på dagen, er La Esquina et besøg værd.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til kvalitetskaffe og intim stemning.
- Hvor: Nordre Frihavnsgade 2, 2100 København Ø
- Prisniveau: Fra 20 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 07.30-18.30, lørdag og søndag kl. 08.30-18.
- Kontakt: Tlf. 52 50 05 20.
Redaktionen:
På den travle Triangel ligger Original Coffee, som agerer en lille lomme midt i det travle byrum. Den lille kaffekæde er blandt de førende på kaffekvaliteten og serverer således særdeles god kaffe, der er sammensat og ristet i samarbejde med kafferisteriet Kontra Kaffe. Slå dig ned med din computer ved højbordet i vinduet eller grib en plads ved et af de mindre borde og snup en frisksmurt rugbrødssandwich med på vejen. Du kan selvfølgelig også købe kaffe med hjem til at forsøde kopperne derhjemme – baristaens tips og tricks er selvfølgelig ganske gratis.