Boblende lyserød champagne og sprøde farverige marengs er en fornøjelse, der både indebærer glimmereksplosion og alle regnbuens farver. En kæmpe oplevelse især for de såkaldte ’tweens’
Vi befinder os i København K, helt præcist på Studiestræde, i noget af en lyserød boble. Som vi står i butikken, sendes der mange lange blikke fra nysgerrige personer på gaden, der lige skal have et glimt med fra det lyserøde univers. Og det kan vi godt forstå, for det er nærmest helt magisk med glimmer fra gulv til loft, og en 3D-printet enhjørning i fuld størrelse stående i det ene hjørne. Især denne enhjørning tiltrækker meget opmærksomhed fra de besøgende fortæller indehaver Charlotte os, da Urbanguide besøger Unicorns & Rainbows.
Det insta-venlige Food and Design Studio
Charlotte, der sammen med sin mand Brian ejer Unicorns & Rainbows, trækker rødder tilbage fra designbranchen, hvor Charlotte gennem tiden især er blevet inspireret til indretning og design – og det skinner tydeligt igennem.
Selv kalder de det et Food and Design Studio. Når du kommer ind ad døren, bliver du mødt af en sød duft blandet med frisk kaffe og et overflød af lyserøde farver og smukke dekorationer. På venstre langside finder I en behagelig sidderække med et vægophængt ryglæn i turkis, der ligesom bryder med det lyserøde. Og netop dét med at bryde med det normale og kedelige er et tema hos Unicorns & Rainbows. Deres mission er at prøve noget nyt, sjovt og anderledes, som ingen i Danmark har gjort det før. Det skal være tosset og skørt, og mest af alt synes vi, det minder en ung innovativ café i en hip storby, som New York eller Japan. Hos Unicorns and rainbows tør de noget. De tør at skille sig ud, og de tør at være anderledes end de andre steder, der køber de samme stole, de samme planter og serverer det samme mad.
På højre side ser du først den prægtige enhjørning, men bag den finder du et skønt lille merchandise-hjørne, hvor du kan få alt, hvad dit lille glimmerhjerte begærer. Det er selvfølgelig mest piger, som besøger dette univers – især de lidt yngre piger – tweens, som Charlotte beskriver dem: ”Der midt imellem, hvor de ikke længere er børn og heller ikke helt er teenagere endnu”.
En menu for glimmer-elskere
Selv med deres menukort skiller de sig ud. De har valgt at holde det simpelt, men godt. Du kan købe de gængse kaffer, som Cafe Latte, Cappuccino osv. Til din kaffe kan du købe små og helt fantastiske marengs, som er pyntet og farvet til den helt store guldmedalje.
Hvis du vælger at smage deres helt fantastiske is, bliver de også serveret med de flotte og unikke marengs, som de selv bager. Du får en kugle med flødeis og en kugle med sorbet – her kan især flødeisen anbefales. Det vil i vores erindring stå, som en af de bedste og mest smagfulde is, vi nogensinde har smagt.
Så hvis du savner lidt af det ekstraordinære – eller bare lidt glimmer i hverdagen, så er Unicorns & Rainbows det helt rigtige sted at besøge.
Lige nu kan du få en smagsprøve på alle herlighederne, hvis du hopper over på D’luxe by Sweetdeal HER!
Unicorns & Rainbows
Studiestræde 16
1455 København
Tlf.: 51 51 19 30
Website: www.unicornsandrainbows.net
Åbningstider: Onsdag-fredag 13.00-18.00 og lørdag 11.00-16.00