Der er den med den gode kaffe, og der er den, der er god med en date, så er der også den hurtige, og der den med den gode burger, og der er den hyggelige, og der er selvfølgelig også den med den bedste morgenmad, så er der den, som vi alle sammen kender, og så er der nogle nye, nogle gamle, nogle ukendte og nogle, der bare er hammergode.
Vi er kommet med vores bud på, hvad der netop nu er de 10 bedste cafeer i København.
- Vi mødtes gennem ruden
I hjertet af Nørrebro, nærmere betegnet på Heimdalsgade, ligger der en lille perle gemt væk fra storbyens støj og larm.
Her kan man nyde sin mad og kaffe på en cafe, der har gjort det til sit speciale at hygge om kunderne, brygge helt vildt god kaffe og ikke mindst lave lækker morgenmad og frokost til ganske rimelige priser. Her kan du fx sætte tænderne i en avokadomad med valnødder, skovsyre og mandler på helt grotesk lækkert rugbrød.
Hos Vi Mødtes Gennem Ruden er det samspillet mellem den tårnhøje service, måske den bedste kaffe i København og de lækre råvarer i den forholdsvis basale menu, der gør den lille hyggelige cafe til et sandt stamsted og fuldendt besøg.
Her skal du tage hen: Hvis du vil prøve en helt eminent cafe, der holder hvad de lover og ikke gaber over mere end nødvendigt
Hvor: Heimdalsgade 6, 2200 København N
Prisniveau: Retter fra 40,-
Hvornår: Mandag – fredag 09:00 – 19:00 / Lørdag & søndag 10:00 – 17:00
Kontakt: gennemruden.dk / 4268-5356
- Sokkelund
Sokkelund er vel egentlig nok snarere blevet til en institution for frederiksbergensere mere end “bare” en cafe. Her er den en fast del af bybilledet i Frederiksberg, hvor den som sirenernes sang tiltrækker folk fra nær og fjern til uovertruffen god mad morgen, middag og aften.
Det franske brasserie har i årevis leveret overdådig brunch, Frederiksbergs bedste burger og ikke mindst delikate frokostanretninger, udsøgt kaffe, moules frites, beuf bearnaise og meget, meget mere til alle de sultne studerende, forretningsfolk og Hr. og Fru. Danmark.
Her skal du tage hen: Hvis du vil gå efter en sikker vinder
Hvor: Smallegade 36, 2000 Frederiksberg
Prisniveau: Retter fra 65,-
Hvornår: Mandag – torsdag 8:00 – 23:00 / Fredag 08:00 – 24:00 / Lørdag 09:30 – 24:00 / Søndag 09:30 – 22:00
Kontakt: cafe-sokkelund.dk / 3810-6400
- Union Kitchen
Den lille, og til tider lidt glemte, gade Store Strandstræde, som ligger mellem Nyhavn og Skt. Annæ Plads, huser en sand lille oase, der er meget mere end bare en cafe.
Hos Union Kitchen bliver der langet tømmermændsburgere, ”balls”, cocktails, brunch, og andre lækre retter og drikkevarer over disken.
Union Kitchen har et særdeles godt tag i deres stamgæster, og det giver cafeen et helt særligt præg.
Uanset, hvornår man vælger at besøge Union, sidder der altid en fast skare af mennesker og bryder den travle hverdags trummerum med latter og godt humør.
Det mest særprægede ved Unions menukort må være deres såkaldte ”balls”, som er et væld af forskellige kødboller, vegetarboller, lakseboller og kyllingeboller, der er kombineret med alle mulige forskellige slags oste, krydderier og så videre.
”Take life by the balls” er et af cafeens mottoer, og det gør vi gladeligt.
Her skal du tage hen: Hvis du vil smage på en masse sjove og lækre forskellige retter hos den lille familie.
Hvor: Store Strandstræde 21, 1255 København K
Prisniveau: Retter fra 99,-
Hvornår: Mandag 07:30 – 17:00 / Tirsdag – torsdag 07:30 – 23:00 / Fredag 07:30 – 24:00 / Lørdag 08:00 – 24:00 / Søndag 08:00 – 17:00
Kontakt: theunionkitchen.dk / 3314-5488
- Fars Dreng
Om morgenen står Fars Dreng op, tager arbejdstøjet på og gør klar til at servere morgenmad til byens folk. Når Fars Dreng har lavet dejlige signaturretter som fx rugbrød med avokado, emmentaler og spejlæg eller morgentoast med sennep, skinke, parmesan og spejlæg, bliver der gjort klar til frokostbordet, hvor især gourmetpizzaen og kartoffelmaden får tænderne til at løbe i vand.
Fars Dreng er en hyggelig lille cafe centralt placeret i København tæt ved Kongens Nytorv og dermed klods op ad alle de store cafe-mastodonter.
Men her skal Fars Dreng nok klare sig, for der er styr på køknet, cafeen og gæsterne.
Her skal du tage hen: Hvis du geografisk og økonomisk, men kulinarisk i top, vil spise et sted, der ligger lige imellem Palæ bar og Cafe Viktor
Hvor: Ny Adelgade 7, 1104 København K
Prisniveau: Retter fra 65,-
Hvornår: Mandag – onsdag 08:00 – 18:00 / Torsdag & fredag 08:00 – 19:00 / Lørdag 09:30 – 19:00 / Søndag 09:30 – 16:00
Kontakt: farsdreng.com / 3086-8989
- Mad og Kaffe
Mad og Kaffe er måske den mest instagram-venlige cafe på listen. Her er friske, økologiske og hjemmelavede råvarer anrettet på fornemmeste vis. Heldigvis lever det smukke syn også op til smag og kvalitet.
Mad og Kaffe, der ligger på henholdsvis Vesterbro og Amagerbro, rummer mangfoldigheden, og her er plads til alle i den hyggelige og uformelle atmosfære.
Menukortet er ligeledes varieret og rammer enhver smag. Mad og Kaffe leverer i særdeleshed varen på alle parametre. Og hvis ikke I tror på os, så tjek Instagram – eller endnu bedre – besøg cafeen og få jer en fuldendt oplevelse.
Her skal du tage hen: Hvis du er til små, forskellige morgenanretninger, lækkert smørrebrød og gennemført hjemmelavet burger
Hvor: Sønder Boulevard 68, København V & Tyrolsgade 6, Amagerbro
Prisniveau: Retter fra 65,-
Hvornår: Alle dage 08:30 – 20:00
Kontakt: madogkaffe.dk
- District Tonkin
Vi skal østpå. Langt østpå. Faktisk nærmere betegnet Vietnam. Inspireret af det vietnamesiske gadekøkken har District Tonkin formået at indlemme et lille stykke af Vietnam midt i København.
Med sprøde vietnamesiske baguettes, krydrede simreretter og friske salater fører District Tonkin os tværs over landegrænser og lader os smage på autentiske retter fra en af Østens kulinariske perler.
Cafeen lå tidligere på Gammel Kongevej, men er nu rykket ud i lidt større omgivelser på Dronningens Tværgade. Rygterne går, at der ganske snart åbner en cafe mere på Mikkel Bryggers Gade.
Her skal du tage hen: Hvis du vil prøve en vietnamesisk helhedsoplevelse
Hvor: Dronningens Tværgade 12, 1302 København K
Prisniveau: Retter fra 54,-
Hvornår: Mandag – fredag
Kontakt: district-tonkin.com / 6088-8698
- Møller – Kaffe og Køkken
Smukkere bliver det næsten ikke – altså maden hos Møller – Kaffe og Køkken.
Med respekt for økologi, bæredygtighed, kvalitet og ikke mindst gæster, serverer ejerne, kæresteparret Cassandra Cederholm og Andreas Møller, ’morgenmad’ fra kl. 09 – 16.
Her kan du vælge mellem 20-25 retter, som snor sig gennem det danske landskab med alverdens råvarer. Det er blevet deres varemærker at forkæle københavnerne med deciderede lækkerier, som simpelthen smager fantastisk.
Det skal måske også lige nævnes, at selve cafeen ligeledes er eventyrlig smuk.
Og så skal vi selvfølgelig afrundingsvis ønske tillykke med vinder af Byens Bedste brunch/morgenmad samt en nominering hos iByen.
Her skal du tage hen: Hvis du er til små forskellige retter, der helt sikkert er en smagsoplevelse for selv den mest erfarne
Hvor: Nørrebrogade 160, 2200 København N
Prisniveau: Retter fra 22,-
Hvornår: Mandag – søndag 09:00 – 16:00
Kontakt: kaffeogkoekkend.dk / 3150-5100
- Cafe Victor
Som en af Skandinaviens ældste og Københavns mest kendte og anderkendte cafeer er Cafe Victor fast inventar i det københavnske byliv. Cafeen serverer mad fra morgen til aften, men er lige så kendt for deres pulserende natteliv i weekenden.
I den forbindelse er det en velkendt hemmelighed, at mange at Københavns mere prominente folk svinger forbi cafeen i ny og næ og slår sig løs.
Ligesom alle andre ”gamle” bygninger, cafeer, restauranter osv., har Cafe Victor ligeledes en masse sagnomspundne myter omkring sig. Uanset, hvad man hører, så er Cafe Victor en traditionsrig cafe, der leverer et fantastisk måltid på en favorabel location med et glimt i øjet og masser af god stemning.
Det er ganske få cafeer, der kan bryste sig af at have overlevet så mange år i en branche, hvor konkurrencen er så hård. Men det kan Cafe Victor, fordi de bare kan noget helt specielt.
Her skal du tage hen: Hvis du vil smage på, hvordan ægte erfaring skal smage
Hvor: Ny Østergade 8, 1101 København K
Prisniveau: Retter fra 140,-
Hvornår: Mandag – onsdag 08:00 – 01:00 / Torsdag & fredag 08:00 – 02:00 / Lørdag 09:00 – 02:00 / Søndag 11:00 – 24:00
Kontakt: cafeviktor.dk / 3313-3613
- Cafe Atelier September
Et atelier er jo som bekendt en form for værksted, hvor der bliver skabt ting i den lidt mere sofistikerede og kunstneriske afdeling.
Det tidligere galleri er nu en fuldvoksen cafe, hvor der hverken er mangel på gæster, god mad eller hyggelig stemning.
Indretningen er smuk og indbydende og er i den grad et dejlig afbræk fra den altid travle og befærdede Gothersgade.
Menuen er forholdsvis simpel, men i den grad velsmagende. Noget så enkelt som deres varemærke, avokadomaden, med tynde, modne og bløde avokadolameller på et dejligt stykke rygbrød med friske krydderier smager forrygende.
Udover flere ”håndmadder” har de salater, dagens ret, eminent kaffe og ikke mindst vin.
Her skal du tage hen: Hvis du vil besøge et sted, hvor råvarer og indretning går hånd i hånd
Hvor: Gothersgade 30, 1123 København K
Prisniveau: Retter 35,-
Hvornår: Mandag – fredag 07:30 – 18:00 / Lørdag 09:00 – 16:00 / Søndag 10:00 – 16:00
Kontakt: cafeatelierseptember.com
- Cafe Alma
Der findes ikke en person fra Bryggen, der ikke har været forbi Cafe Alma til enten deres ‘vælg-selv-brunch’, legendariske burger eller autentiske moules frites.
Den store cafe har, med sine mange rum, en masse små hyggekroge, hvor man kan sidde lidt mere privat og nyde sin mad i fred og ro. Samtidig har de et stort antal borde og stole udendørs, hvor man både kan nyde solens stråler og en dejlig portion mad eller et glas. Skulle solen lade vente på sig, står det hjælpsomme personale klar til at tænde en varmelampe, så man stadig kan nyde for sig af Bryggens summende liv.
Er man ikke i det sociale humør, har Cafe Alma, lige rundt om hjørnet, den såkaldte ”Bagdøren”, som er en lille take-away afdeling, hvor man vælge cafeens burger eller aftenens ret.
Her skal du tage hen: Hvis du vil prøve en hyggelig cafe, der nærmer sig restaurant-lignende forhold hvad angår mad og service
Hvor: Isafjordsgade 7, 2300 København S
Prisniveau: Retter fra 45,-
Hvornår: Mandag – torsdag 10:00 – 24:00 / Fredag & lørdag 10:00 – 02:00 / Søndag 10:00 – 24:00
Kontakt: cafealma.dk / 3254-3204