Juni – August 2018: Vi kan vist ikke komme udenom, at Vesterbro er Københavns hippe bydel. Med sin charme og autencitet er Vesterbro på ganske kort tid blomstret med alt fra nye, lækre restauranter, events og grønne, græsbetrukne pletter, hvor både børnefamilier, unge studerende og den garvede vesterbroer side om side nyder de mange tilbud bydelen byder på.
- Café Dyrehaven
- Mad & Kaffe
- Bang & Jensen
- Enghave Kaffe
- KAFFE
- Kaffeslabberasen
- Central Hotel & Café
- Café Høghs
- Kaffestuen
- Sort Kaffe & Vinyl
- Her skal du tage hen hvis: Du vægter samvær over attitude og elsker det rustikke hjemmekøkken med et moderne tvist.
- Hvor: Sønder Blvd. 72, 1720 København V
- Prisniveau: Morgenmad fra 25 kr. / frokost fra 70 kr. / aftensmad fra 95 kr.
- Hvornår: Mandag til søndag kl. 09-02.
- Kontakt: dyrehavenkbh.dk
Redaktionen:
På Café Dyrehaven lever den gode gamle værtshusstemning i bedste velgående. Her er hjortehoveder på væggene som slår rødder tilbage til 70’erne, mørke træpaneler og en løssluppen stemning. Det gamle, brune bølleværtshus har gennem årtier været et tilholdssted for vesterbroere med hang til lunkne øl og et slag billiard, men efter en ordentlig omgang knofedt og spandevis af hvid maling, genopstod en lysere og mere moderne udgave af den brune bule i 2008 til stor begejstring for de lokale. Den afslappede atmosfære og uhøjtidelige stemning er ikke kun gældende for caféens miljø, men gælder også menukortet. Her får du rustikke, men friske og særdeles velsmagende retter som stjerneskud, lammeculotte og blødkogte æg, der leder tankerne hen på det gamle hjemmekøkken. Særligt stedets Eggs Benedict med røget skinke, pocherede æg, hollandaise og syltede tomater er et must try. Nyd maden i læderbetrukne båse eller snup en plads ved et af langbordene udenfor med udsigt til Sønder Boulevard og sommerglade smil.
2.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til Instagram-værdig bland-selv-brunch, uformel og hyggelig stemning samt gode, lokale råvarer.
- Hvor: Sønder Boulevard 68, København V
- Prisniveau: Morgenmad fra 89 kr. / frokost og aftensmad fra 70 kr.
- Hvornår: Mandag til søndag kl. 08.30-20.
- Kontakt: madogkaffe.dk
Redaktionen:
De to unge gutter Benjamin Geisler-Helsted og Joakim Lykke Wridt har en forkærlighed for mad og kaffe og åbnede i 2015 Mad & Kaffe, der måske er den mest Instagram-venlige café på listen. Stedet har oplevet bragende succes, især med deres bland-selv-morgenbræt, hvor du kan vælge mellem tre, fem eller syv retter alt efter, hvor meget maven rumler. Rygterne lyder også på, at stedet skulle lave en fortrinlig burger som et værdigt input til den højaktuelle burgerkrig, der lige nu florerer i København. Hvis du ikke er så meget til burger, kan du også vælge højtbelagt smørrebrød, en salat eller sandwich, som du kan nyde på solskinstrekanten udenfor. Hvis du vil sikre dig morgenmadsanretningen, så kom tidligt. Man kan nemlig ikke booke bord på forhånd til morgenmad og frokost.
3.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til dagligstuehygge, gode, gedigene retter og en intim og afslappet atmosfære.
- Hvor: Istedgade 130, 1650 København
- Prisniveau: Morgenmad fra 28 kr. / frokost og aftensmad fra 35 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 07.30-02, lørdag kl. 10-02 og søndag kl. 10-24.
- Kontakt: blog.bangogjensen.dk
Redaktionen:
Trænger du til en god, gedigen omgang morgenmad, lækre håndmadder eller flæskestegssandwich, så skal du besøge den hippe ende af Istedgade, gadens gamle apotek, hvor Bang & Jensen ligger. Selvom stedet efterhånden er blevet en klassiker for både studerende, ammende mødre og pludrende veninder, emmer stedet stadig af charme, intimitet og historie med både biografsæder og gamle billeder fra tiden før byfornyelsen af Vesterbro. Selv The Guardian omtaler i en artikel stedet som et symbol på den danske hygge og ikke nok med det kan du tilmed spille Flipper eller Pacman, hvis du har mønter i lommen. Dét alene burde være grund nok til at besøge stedet.
4.
- Her skal du tage hen hvis: Hvis du har en lille motorcykelveteran gemt i dig, er til højkvalitetskaffe i rå og hippe omgivelser og har det fint med laptop fri zone.
- Hvor: Enghaveplads 3, st. th., 1670 København V
- Prisniveau: Midtimellem.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 08.30-18, lørdag og søndag kl. 09-18.
- Kontakt: enghavekaffe.dk
Redaktionen:
Som navnet antyder, er det kaffen der er i fokus hos Enghave Kaffe, selvom den unikke værkstedsindretning med blandt andet motorcykelhjelme, -billeder og en blå Java-speedwaymotorcykel hængende på væggen, godt kunne antyde andet. Kaffekortet byder på alt fra espresso med dobbelt shot til tidens populære drypkaffe og hvis du ønsker kaffen akkompagneret af noget til at stille sulten med, byder stedet også på lette morgenmads- og frokostanretninger. Den lille værkstedscafé vægter samtaletid over skærmtid og har derfor forbudt laptops – til gengæld får du kvalitetskaffe, pejs og god afslapning på Enghave Plads.
5.
- Her skal du tage hen hvis: Du gerne vil indtage velbrygget kaffe eller te i unikke, utraditionelle og intime omgivelser.
- Hvor: Istedgade 90, 1650 København V
- Prisniveau: Fra 25 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 08-21, lørdag og søndag kl. 09-21.
- Kontakt: kaffeistedgade.dk
Redaktionen:
Med sine blot 35 kvadratmeter er KAFFE på Istedgade en utrolig rummelig og særdeles kreativ indrettet kaffebar. Den lille kaffebar er designet af kunstnerkollektivet Bureau Detour, som kaffebarens tidligere ejer Christian Almvig er en del af. Resultatet er blevet en unik og utraditionel indretning i genbrugs- og overskudstræ, hvor kaffetørstige ikke sidder ved traditionelle borde og stole, men i stedet i små hyggekroge, huler, på trappen eller hvor der nu er en ledig plads. Når man vælger at kalde sin kaffebar for KAFFE, forpligter man sig også til at kunne levere en seriøs og velbrygget kaffe. Dette gør sig i særdeleshed også gældende her, hvor udvalget byder på kaffe brygget på mere utraditionelle kaffebønner. Hvis du ikke er en kaffeperson, serveres der også juice, te og sodavand. Melder sulten sig kan du sætte tænderne i en croissant eller en ostebolle blandt andet.
6.
- Her skal du tage hen hvis: Du ønsker både rummelighed, hygge og klassisk café-udvalg midt på Enghave Plads.
- Hvor: Enghave Pl. 11, 1670 København V
- Prisniveau: Fra 25 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 07-20, lørdag og søndag kl. 09-18.
- Kontakt: Tlf. 26 25 10 10.
Redaktionen:
Midt på Enghave Plads ligger den rummelige café, der byder på hjemlig hygge og en afslappet atmosfære. Naturen er rykket indenfor og du vil derfor finde dyretrofæer, vægge betrukket med billeder af birketræer og skamler af rustikke træstubbe til stor fornøjelse for små, kravlende spilopper. Hos Kaffeslabberasen tager man sig tid til at nyde, hvad enten det er over studieopgaver, der skal løses, venindesludder eller brunch med de mindste. Her er rummeligheden nemlig ikke kun gældende for lokalets størrelse, men også klientellet. Selvom caféen er forholdsvis stor, er der masser af hyggekroge, hvorfra du kan bestille våde sager til ganen, sødt fra Lagkagehuset eller frisksmurte sandwich.
7.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til sydlandsk charme, fransk caféstemning og masser af hjerterum.
- Hvor: Tullinsgade 1, 1618 København V
- Prisniveau: Fra 20 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 08-17, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-16.
- Kontakt: centralhotelogcafe.dk
Redaktionen:
Central Hotel & Café er (muligvis) verdens mindste hotel med kun ét værelse og for at det ikke skulle være nok, rummer hotellet også Københavns mindste café. Caféen er en favorit i nabolaget og et samlingssted for lokale, som enten henter kaffen fra lugen i to go-vinduet eller slår sig ned indenfor, hvor der på en god dag er plads til en håndfuld siddende gæster. Både hotel og café emmer af 1930’er frankofil nostalgi med glasvitriner fyldt med lækkerier, støbejernsstole og et stort, gammelt skilt på toppen af bygningen. Foruden lækker kaffe serverer caféen også frisk juice, bananasplit, økologisk is og toast.
8.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til klassiske caféretter med et twist.
- Hvor: Enghavevej 20, 1674 København V
- Prisniveau: Fra 28 kr.
- Hvornår: Mandag til lørdag kl. 09-24, søndag kl. 09-23.
- Kontakt: hoegs.dk
Redaktionen:
Café Høghs var en af de første i rækken af hippe caféer på Vesterbro. Med sine finurlige loppefund og jazzet loungemusik fra højtalerne, er caféen bestemt et besøg værd, hvad enten du skal på date, har tømmermænd eller er ude efter et sted, hvor du kan slukke tørsten i en kold øl før Vega-koncert. Fra tidlig morgen til sen aften byder caféen på godbidder i form af klassisk cafémad med et twist.
9.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til ‘people watching’, dansk hygge og måske er vegetar, veganer eller glutenintolerant.
- Hvor: Vesterbrogade 108, 1620 København V
- Prisniveau: Fra 22 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 07.30-21, lørdag og søndag kl. 09-21.
- Kontakt: Tlf. 91 43 75 06.
Redaktionen:
Kaffestuen er et sted som for alvor indkapsler den danske hygge og centralt i caféen står en knitrende brændeovn, som sørger for den lune stemning. Dagen lang forkæler caféen sine gæster med alt fra overdådige cheesecakes og gourmetsandwich til friskpresset juice, lun te og latte på mandelmælk. Hvis du er veganer, vegetar eller glutenintolerant byder menukortet også på et væld af muligheder til både den søde og sunde tand. Slå dig ned i loungeområdet, de bløde sofaer eller ved højbordene og tag et velfortjent afbræk fra den hektiske hverdag. Med sine store vinduer fra gulv til loft og en beliggenhed ud til Vesterbrogade, er Kaffestuen også det perfekte sted til en omgang ‘people watching’, mens kaffen nydes.
10.
- Her skal du tage hen hvis: Du er til sort kaffe og lyden af gamle vinyler.
- Hvor: Skydebanegade 4, 1709 København V
- Prisniveau: Fra 16 kr.
- Hvornår: Mandag til fredag kl. 08-19, lørdag og søndag kl. 09-19.
- Kontakt: sort@skydebanen.net
Redaktionen:
I en sidegade til hippe Istedgade ligger denne lille perle gemt. Hos Sort Kaffe & Vinyl kan du måske gætte dig til, hvad der er i centrum? Siden 2006 har den lille kaffebar serveret frisk sort kaffe og spillet vinyler i lange baner for kaffehungrende vesterbroere og dedikerede vinylfans. Stedet har ikke plads til mere end et par håndfulde siddende gæster, men på en lun sommerdag lægger området bestemt også kun op til at nuppe en kaffe to go og udforske nabolaget. Så hvis du ønsker guf for både gane og ører, så skal du helt sikkert slå et smut forbi den lille feinschmecker kaffebiks.