Der er altid en undskyldning for at få sig en god cocktail. Hvad enten man er på vej i byen, på vej hjem fra en god film i biografen, eller man ikke helt ved, hvad aftenen skal bringe ovenpå en god omgang mad.
I København har vi en helt række cocktailbarer i verdensklasse, og hos Urbanguide er vi ikke blege for at indrømme, at vi har været vidt omkring, inden vi forsøgte os at indskrænke antallet til 10.
Læs med og se, om du er enig i vores Top 10 over bedste cocktailbarer i København.
- Strøm Bar
Vi er ikke meget for at indrømme det, men svenskerne kan også lave drinks. De to svenske brødre Andreas og Mikael Nilsson har skabt en cocktailbar, hvor stemningen lægger sig som en dyne over en, så snart man træder ned i den livlige kælder med højt til loftet.
”It’s a fine diamond in the rough, help us shape it.”
Det gør vi med glæde – og vi er ikke alene. Publikummet hos Strøm Bar er lige så spraglet, stort og indbydende som cocktailkortet.
Bagerst i lokalet er et lille hjørne, hvor man kan vælge sig en stor cigar at suge i. Hvad enten man ryger eller ej, giver den lille afskåret afdeling en følelse af at være tilbage i tiden, hvor cigaren var fast makker til en god cocktail.
Her er masser af albuerum, og man kan ikke gøre andet end at lade sig rive med. Foden går i takt med den velovervejede musik, mens man observerer legepladsen, hvor drinks, cigarer, højlydt latter og charmerende bartendere smelter sammen i et stort moderne ekspressionistisk billede på en særdeles vellykket cocktailbar.
Her kan vi glemme tid og sted, regler og normer og bare nyde nu og her.
Her skal du tage hen: Hvis du er til service, gode drinks, god musik og godt kunne tænke dig at prøve en cocktail på fad
Hvor: Niels Hemmingsensgade 32, Gråbrødre Torv, 1153 København
Prisniveau: Omkring 100,-
Hvornår: Mandag – torsdag 18 – 01:30 / Fredag 16 – 03 / Lørdag 18 – 03
Kontakt: strombar.dk / 8118-9421
- Lidkoeb
På Vesterbro ligger der en cocktailbar med forholdsvis store armbevægelser. Her har Lidkoeb nemlig valgt at brede sig over hele tre etager, så man ikke behøver at gå mange andre steder hen for at pleje sit drikkeglade- og sociale sind.
Stueetagen er lys, stilet, med læder og træ. Her er der åbent hver dag og er samtidig det første møde med den storslåede bar. Der er smilende bartendere med særdeles tjek på deres håndværk. Man kan sidde i de fede lædersofabåse eller sætter sig i den store egetræsbar, der dominerer det meste af lokalet.
1. etage har åbent fredag, lørdag, og nogle gange torsdag. Her er stilen lidt mere afdæmpet og farverig. Lokalet kan ydermere lejes til private arrangementer.
2etage, eller ”loftrummet” må klassificeres som et decideret beslutningsrum. Forestil dig blottede mursten, åben pejs og hundredevis af whiskyflasker. Der findes vel ikke mange andre steder, hvor man kunne tænke sig at nyde sin favorit cocktail.
Sidst skal det nævnes, at Lidkoeb ligeledes har en superhyggelig gårdhave, hvor du kan nyde det gode vejr og måske endda en lille pibe tobak.
Her skal du tage hen: Hvis du opleve en overdådig cocktailbar med alt, hvad hjertet begærer.
Hvor: Vesterbrogade 72B, 1620 København V
Prisniveau: 90 – 110,-
Hvornår: Mandag – lørdag 16:00 – 02:00 / søndag 20:00 – 02:00
Kontakt: lidkoeb.dk / 3311-2010
- Ruby
Kodeordet her må være erfaring. Den ældre dame Ruby er en rutineret spiller i det københavnske cocktail-liv.
Ruby er den kærlige og rummelige bedstemor, der med sine store bløde kom-her-og-sæt-dig-møbler inviterer indenfor i ekstrem hyggelige omgivelser til veludførte drinks.
Ruby er en cocktailbar af ekstrem høj klasse, hvilket også har givet den en plads i top 50, nærmere betegnet #34, over verdens bedste cocktailbarer ifølge worlds50bestbars.
Alene den museumslignende indretning er et besøg værd, og når først en af de lækre cocktail smælder mod ganen, er man fanget i Rubys spindelvæv af gennemførthed og udsøgte stemning.
Her skal du tage hen: Hvis du skal opleve den cocktailbar, som alle de andre ser op til
Hvor: Nybrogade 10, 1203 København K
Prisniveau: Omkring 100,-
Hvornår: Mandag – lørdag 16:00 – 02:00 / Søndag 18:00 – 02:00
Kontakt: rby.dk / 3393-1203
- Le Bambole
Tag et grønt rum, et blåt rum, alverdens cocktails, økologiske champagner og ikke mindst kaviar. Ja, så har du nogenlunde fundamentet for Le Bambole.
Udover et fuldendt cocktailkort er La Bambole et sandt Eldorado for champagneelskere med over 40 forskellige slags.
Det grønne lokale byder op til dans med spektakulær lysshow og velovervejet musik. Det blå lokale er en gennemført bar med et mikstur af bl.a. bohemian- og 60’er stil.
Det er ligeledes det første lokale, der møder dig, når du ankommer til stedet, hvilket rammer dig lige i solar plexus og tager pusten fra dig.
Det er drengene bag bl.a. Fugu og The Bird & The Church Key, som står bag La Bambole, og det kan meget vel ende med at blive deres kronjuvel.
Her skal du tage hen: Hvis du vil opleve en gennemført cocktailbar, der tager dig tilbage til de glade 60’ere
Hvor: Kongens Nytorv 19, 1050 København K
Prisniveau: 85 – 125,-
Hvornår: Tirsdag – torsdag 17:00 – 02:00 / Fredag & lørdag 17:00 – 04:00
Kontakt: lebambole.dk
- Holmens Kanal
I hjertet af København, lige bagved Det Kongelige Teater, ligger en af byens bedste cocktailbarer. De klassiske stilrene lokaler, den afdæmpede belysning og de veldresserede bartendere giver en intens atmosfære. Ideen med indretningen er at tage folk tilbage i tiden. Dengang i USA, hvor alkohol var ulovligt, men åbenlyst folkeeje.
Holmens Kanal tiltrækker en bredt publikum. Fælles for alle er dog, at folk kommer her for at hvile knoglerne og smage på noget af det nye eller en af de trofaste. De kommer her for at runde ugen af med en kollega, nyde et gammelt bekendtskab eller blot krydre en hyggelig aften i det københavnske natteliv med delikate cocktails.
Du kan vælge at sætte dig i baren og nyde kunstværket blive til eller placere dig i en af stedets mange båse, hvor man sidder lidt mere privat.
Her skal du tage hen: Hvis du vil nyde delikate cocktails i gennemført stil og stemning
Hvor: Holmens Kanal 7, København K
Prisniveau: Omkring 100,-
Hvornår: Tirsdag – torsdag: 16 – 01 / Fredag – 16 – 02 / Lørdag 18 – 02
Kontakt: holmenskanal.com / 8230-3088
6. 1105
En af de mest populære cocktailbarer i København hedder 1105. Her har den ligget i selvsamme postnummer en del år efterhånden.
Her har den været trækplaster for byens forretningsfolk, der helst ser ugen blive rundet af i de stilrene og festlige omgivelser.
1105 er samtidig perfekt som springbræt inden en god tur i byen.
Da den lille perle ligger forholdsvis gemt, er det primært kendere, gengangere og stamgæster, der sætter standarden og stemningen, hvilket gør den helt unik. Det er altså både en oplevelse at mærke stemningen smage de eminente cocktails.
Her skal du tage hen: Hvis du vil besøge en af de mest velrenommerede cocktailbarer i København
Hvor: Kristen Bernikows Gade 4, 1105 København K
Prisniveau: 120,-
Hvornår: Onsdag & torsdag 20:00 – 02:00 / Fredag 16:00 – 02:00 / Lørdag 20:00 – 02:00
Kontakt: 1105.dk / 3393-1105
7. Balderdash
Ophavsmanden bag denne bag, Geoffrey Canilao, er en erfaren herre og et sandt koryfæ i det københavnske cocktailmiljø. Geoffrey har blandt andet slået sine folder i San Francisco og New York.
Herhjemme har han været chefbartender på The Union, og det var blot et spørgsmål om tid, før end at Geoffrey åbnede sit eget sted.
Geoffrey Canilao kom i sin tid til Danmark grundet kærlighed til en kvinde, og nu har han altså valgt også at kaste sin kærlighed over en cocktailbar.
Og her er ikke tale om en helt almindelig cocktailbar. Her er nemlig et laboratorie, galleri, køkken (lejlighedsvis), privat lokale, og her serveres meget mere end ”bare” cocktails.
I må nok hellere bare få set hele organismen med jeres egne øjne.
Her skal du tage hen: Hvis du vil opleve lidt mere særprægede cocktails i lidt mere særprægede omgivelser
Hvor: Valkendorfsgade 11, 1151 København K
Prisniveau: Uoplyst
Hvornår: Onsdag – lørdag 19:00 – 03:00
Kontakt: balderdash.dk / 5310-7885
8. Gilt
Det er efterhånden en folkekendt hemmelighed, at Gilt ligger bag den ”hemmelige” dør på Rantzausgade 39. Her har den nemlig ligget ydmygt og lunet cocktailglade gæster siden 2003, længe før at cocktail-boomet ramte København.
Det lille og charmerende lokale bliver naturligt delt op i to af baren i midten. Det minder allermest om en lille træhytte. En af de der træhytter, hvor døren blæser i, når man træder indenfor indenfor, kigger rundt og gnider sig forventningsfuldt i hænderne.
Ud over de klassiske cocktails kører Gilt med et sideløbende cocktailkort, der tilpasser sig lokale produkter og ikke mindst årstiderne.
Skulle man forklare vores danske ord ”hyggeligt” til en flok turister, kunne man meget vel nøjes med at sende dem hen til Gilt og lade dem mærke stemningen.
Her skal du tage hen: Hvis du vil smage på nogen af de mest veludførte cocktails i København.
Hvor: Rantzausgade 39, 2200 København N
Prisniveau: 80 – 100,-
Hvornår: Onsdag & torsdag 18:00 – 01:00 / Fredag & lørdag 18:00 – 02:00
Kontakt: gilt.dk
9. Fugu
Fugu er navnet på en fisk, der kan være dødelig at spise, hvis ikke den bliver tilberedt ordentligt. Konsekvensen for en knap så godt tilberedt drink har heldigvis ikke helt samme bivirkninger, men det skal man nu heller ikke være nervøs for i de sansespækkende omgivelser hos Fugu i Gammel Strand.
Med friske og naturlige råvarer i fokus har Fugu bl.a. hjemmelavet lakridsskum, hindbærskum, fersken-, mango-, og bananpuré, hindbærsirup, hindbærsodavand osv.
Indretningen er moderne og minimalistisk. Her kan du stå ved et af højbordene eller slænge dig i loungemøblementet, og bagerst i lokalet er der adgang til en tilhørende gårdhave. Haven er god kontrast til den lidt mørkere indretning indenfor. Fugu har endda et afsnit i cocktailkortet, hvor samtlige cocktails er lavet med te eller kaffe klar til at ”… enjoy in our garden”
Fugu står lidt i kontrast til den traditionelle cocktailbar. Her bliver eksperimenteret lidt mere, musikken er højere og man ved aldrig, hvor aftenen ender, når man endnu engang får stukket sin nysgerrig snude indenfor hos Fugu.
Her skal du tage hen: Hvis du er i humør til at smage på lidt af det nye
Hvor: Gammel Strand 42, 1202 København K
Prisniveau: Cocktails fra omkring 100,-
Hvornår: Onsdag & torsdag 17 – 02 / Fredag 16 – 04 / Lørdag 17 – 04
Kontakt: fugu.dk
10. Duck and Cover
Hverken bomber eller sennepsgas flyver om ørerne på vesterbrogenserne, så der bliver heldigvis ikke råbt meget ”duck and cover” på Vesterbro. Alligevel er der et særdeles godt gemmested, hvor man kan søge tilflugt i tilfælde af, at man lige har brug for en pause.
I de rå, klassiske og imødekommende lokaler, oplever man hurtigt en ophøjet ro, der ligeledes får en helt ned i tempo.
Indehaveren Kasper Riewe Henriksen, der er én af landets bedste bartendere, har samlet nogle af sine dygtigste bekendtskaber til at udføre klassiske, såvel som sæsonprægede, cocktails.
Vesterbros ubestridt bedste cocktailbar er uden sammenligning Duck and Cover.
Så næste gang I leder efter et sted, hvor man kan få sig en lille tår at varme sig på, så gør jer selv en tjeneste og sving forbi Duck and Cover og få jer en helt igennem udsøgt cocktail- og stemningsoplevelse.
Her skal du tage hen: Hvis I vil prøve en cocktailbar, der også fungerer særdeles godt i hverdagene
Hvor: Dannebrogsgade 6 kld., 1660 København V
Prisniveau: Omkring 100,-
Hvornår: Tirsdag & onsdag 16:00 – 01:00 / Torsdag – lørdag 16:00 – 02:00
Kontakt: duckandcoverbar.dk / 2812-4290