Er du på jagt efter en oplevelse lidt udover det sædvanlige? Måske er du træt af at gå i turistfælder eller sidde ved stamcaféen, som ikke har ændret i menuen, siden den åbnede. I så fald skal du kigge med nu. Vi har samlet de 5 mest unikke caféer, du kan finde i Smilets by. De er gode til romantiske dates, venindehygge eller som et led i at opleve byen fra nye sider.
Bådcafé
Besøg hvis: du er til fisk og skaldyr
Hvor: Den yderste mole, Marselisborg Havnevej 54, 8000 Aarhus C
Prisniveau: Priser fra 100 kr.
Hvornår: Man-fre: 11-23, lør-søn: 10-23
Kontakt: www.baadcafe.dk / +45 53 53 80 60
Maritim madoplevelse
Er du træt af landjorden, så hop på havnens hyggeligste café. I Marselisborg Havn ligger Bådcaféen nemlig til kaj, og her får du en oplevelse lidt udover det sædvanlige. Her serveres der mad fra bunden, menukortet bliver jævnligt fornyet, og det hele har selvfølgelig et maritimt tvist. Du kan både få lækre frokostretter og en god tre-retters aftenmenu. Og hvor tit oplever man egentlig at spise til søs?
La Cabra
Besøg hvis: du er en ægte kaffenørd
Hvor: Graven 20 og Banegårdspladsen 1, 8000 Aarhus C
Prisniveau: Priser fra 75 kr.
Hvornår: Man-lør: 8-18, søn: 9-17
Kontakt: www.lacabra.dk
Mekka for kaffeelskere
Århusianere kan godt lide kaffe. Faktisk så elsker vi det. Derfor er der også utallige steder, hvor du kan få ristet nogle bønner i en fart. Men der er langt mellem de virkelig gode bønner. La Cabra er prisvindende baristaer, som brygger kaffe i verdensklasse. Du kan finde dem i Latinerkvarteret og på Banegårdspladsen – altså i hver sin ende af byen. Så der er rig mulighed for at forkæle ganen med den prisvindende kaffe.
Café Fika
Besøg hvis: er miljøbevidst i dit spisevalg
Hvor: Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C
Prisniveau: Priser fra 45 kr.
Hvornår: Man-fre: 11-20, lør-søn: 10-20
Kontakt: www.cafefika.dk / +45 88 71 72 30
Den økologiske højborg
Betyder økologiske råvarer, sunde middagsalternativer og bionedbrydeligt engangsemballage noget for dig, så er Fika stedet, du skal spise din næste frokost eller aftensmad. Fika er kendt for deres ekspertise ud i kvalitetsmad, hvor du kan finde lækre vegetarsandwich og glutenfri majspandekager på menuen. Selve caféen er hyggeligt indrettet med kopper, skåle, te og kaffe, så du kan sidde i en hjemlig atmosfære, mens du nyder maden.
Café Juliette
Besøg hvis: du elsker fransk cuisine
Hvor: Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C
Prisniveau: Priser fra 75 kr.
Hvornår: Man: 12-21.30, tir-lør: 10-21.30, søn: 10-21
Kontakt: www.juliette.dk / +45 86 21 54 54
Uformel fransk stemning
I hjertet af Aarhus ligger Jægergårdsgade, hvor fantastiske caféer, restauranter og barer ligger side om side og kæmper for kundernes opmærksomhed. Men midt i alle de dejlige tilbud ligger alligevel en fransk bistro, som skiller sig ud i udmærkelse og atmosfære. Juliette er specialister udi fransk gastronomi. Deres brunch har længe været populær. Den franske atmosfære er fuldendt med deres hyggelige gårdhave, hvor du kan nyde maden, hvis vejret er til det.
Café Glad
Besøg hvis: du ønsker hjemmelavet mad
Hvor: Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C
Prisniveau: Priser fra 45 kr.
Hvornår: Alle dage 9-20
Kontakt: www.spisdigglad.dk / +45 61 42 77 33
Firstmovers på sund cafémad
Da Café Glad åbnede i 2005 var de nogle af de første til at servere hjemmelavet, sund mad. Næsten alt, de serverer, er lavet fra bunden. De er eksperter i glutenfrie og vegetariske alternativer, hvor du slet ikke kan smage forskellen. Caféen har guldmærket i økologi, som betyder, at deres mad er 90-100% økologisk. De bruger lokale råvarer, bionedbrydelige genbrugsmateriale til take-away. Du skal besøge Café Glad, hvis du vil spise god mad lavet med omtanke.