Er du på udkig efter det bedste sted at spise vegetarmad i Aarhus? Det kan vi godt forstå. Det kan være, at du er blevet fan af kødfri mandag eller er gået all-in på plantebaseret kost. Lige meget hvad, så har restauranter med vegetarmenuer vundet stort indpas i vores spisevaner og er kommet for at blive. Vi har samlet fem af de bedste vegetarrestauranter i Smilets by, hvor råvarerne er så gode, at du slet ikke mangler kødet.
Melone
Besøg hvis: du craver en vegetarburger
Hvor: Frederiks Allé 96, 8000 Aarhus C.
Prisniveau: Priser fra 69 kr.
Hvornår: 12.00-20.00 alle dage – lukket mandag
Kontakt: www.melone.dk / +45 28 14 75 45
Vegansk burgerhimmel
Melone overtog stedet fra den nu lukkede, veganske Mikuna. De har formået at forsætte den veganske stil med lækre sandwichs, burgere og kager. I 2019 vandt de faktisk Aarhus’ bedste burger. Når du tager maden to-go, får du den i komposterbare bakker, der skåner miljøet. Stemningen i caféen er uformel med rå trævægge og indehaverens egen kunst på væggene. Melone er ejet af parret Farokh og Maryam, som har stor passion for plantebaseret mad.
Greenlicious
Besøg hvis: du værdsætter gode råvarer højest
Hvor: Magasin Aarhus og Jægergårdsgade 34, 8000 Aarhus C
Prisniveau: Priser fra 78 kr.
Hvornår: Man-tors: 10.00-21.00, fre-lør: 10.00-22.00, søn: 10:00-21:00.
Kontakt: welcome@greenilicious.dk/ +45 42 90 70 77
Grønstsags-cusine
Prøv Greenlicious hvis du er vild med kvalitetsmad i samme boldgade som Langhoff og Juhl. Det er nemlig de samme gastronomiske iværksættere, som står bag ved caféerne Greenlicious. I deres menu finder du primært retter uden kød som fx burgeren Veggie Wonder, gurkemejesuppen og vegetartoasten Veggie. Hvis du stadig ikke kan undvære kødet, så kan du altid vælge det til. Deres ambition er at kombinere take-away med sund mad, der smager af noget.
Elmely
Besøg hvis: du skal have en hurtig hapser
Hvor: Studsgade 7c, st. tv, 8000 Aarhus C.
Prisniveau: Priser fra 23 kr.
Hvornår: Mandag og søndag: lukket, tirs-fre: 10.00-18.00, lør: 10.00-16.00
Kontakt: hej@cafeelmely.dk / +45 42 34 92 56
Plantebaseret bageri
Du finder Elmely i den hyggelige Studsgade i Latinerkvarteret. Bag den lille café står Nanna Elmely, som med en stor passion for plantebaseret kost og bagværk ønskede at udvide Aarhus’ tilbud af vegansk gourmet. Spis på Elmely en morgen og få deres brunch med en lækker cappuccino eller cafe latte til. Du kan også vælge en lækker bolle eller en større anretning. Gennem hele dagen bliver der bagt frisk brød og kager.
Fika
Besøg hvis: du skal have en lækker frokost
Hvor: Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C.
Prisniveau: Priser fra 25 kr.
Hvornår: Man-fre: 11.00-20.00, lør-søn: 10.00-20.00
Kontakt: info@cafefika.dk/ +45 88 71 72 30
Økologiske frontløbere
Er du til vegetar- og vegansk mad, så kender du helt sikkert Fika. De har længe været et yndet sted at spise en lækker frokost eller aftensmad uden kød. Især på det økologiske slår de andre caféer af banen, da de som den første café i Aarhus modtog det økologiske spisemærke i guld. Al mad og drikkevarer er 100% økologiske. På menuen finder du lækre sandwichs, majspandekager og en populær brunch.
Café Gaya
Besøg hvis: du leder efter en god buffet eller brunch
Hvor: Vestergade 43, 8000 Aarhus C.
Prisniveau: Priser fra 75 kr.
Hvornår: Man-tors: 11.00-21.00, fre: 11.00-21.30, lørdag: 10.30-21.00, søndag lukket.
Kontakt: info@cafegaya.dk/ +45 86 18 14 15
Vegansk buffet
Det er ikke mange vegetariske eller veganske caféer, som tilbyder en lækker buffet. Det kan du på Café Gaya i Vestergade. Denne café har også modtaget det økologiske spisemærke i guld, som betyder at 90-100% af deres produkter er økologisk. Stedet emmer af hygge og omtanke for det grønne alternativ. Og vidste du, at du kan spise din økologiske bruger med kikærtebøf med live-musik hver fredag?