Den københavnske restaurantscene udvikler sig konstant, og en af de nye trends, som særligt er set i metropoler som New York og London, er den voksende interessere for at drikke cocktails til maden.
Mange danske restauranter har allerede opgraderet på denne front og er begyndt at tilbyde lækre, vellavede cocktails som supplement til de klassiske vinkort.
Restaurant DITTO på Store Kongensgade i indre København har taget skridtet videre og er gået all in, de har nemlig skrottet vinmenuen og erstattet den med en fuld cocktailmenu.
Louise Hein Krogh, der sammen med sin mand Michael driver Restaurant DITTO siger:
“Cocktails kan noget helt særligt i forhold til fx vin og øl. (…) Her kan vores dygtige bartendere skræddersy en drink, der i smag, konsistens og styrke matcher maden på bedste og langt mere flerstrenget vis end vin”
Hun forklarer, at hver cocktail bliver gennemtænkt og smagt til, så den præcis passer til retten. Der er altså milevidt fra gamle 80’er-cocktails til de cocktails, gæsterne på DITTO kan forvente at få serveret til maden.
At vinmenuen er skrottet betyder dog ikke, at vin er bandlyst fra restauranten, og man har således stadig mulighed for at nyde et godt glas vin til maden, hvis man ikke er klar til at gå all-cocktail.